23948sdkhjf

Field's vil evaluere beredskab grundigt efter skyderi

Shoppingcenteret Field's på Amager vil evaluere sine procedurer grundigt, før det kan komme med nærmere detaljer om søndagens skyderi i centeret.

Men umiddelbart tyder meget på, at sikkerhedsprocedurerne blev fulgt, da en formodet gerningsmand skød omkring sig og dræbte tre i storcenteret.

Det siger talsperson for Field's Stine Rysgaard på et pressemøde tirsdag.

- Det er for tidligt at drage konklusioner, men meget tyder på, at procedurerne er blevet fulgt. De har til en vis grad været med til, at den mistænkte blev anholdt efter 13 minutter, siger hun.

Stine Rysgaard kan ikke komme nærmere ind på centerets beredskabsplan af "sikkerhedsmæssige" årsager". Men hun siger, at der løbende bliver holdt øvelser. Blandt andet en fuldskalaøvelse med statister i oktober 2018.

- Vi har regler, der træder i kraft, og der er procedurer for, hvordan de skal reagere. Herunder også hændelser som den i søndags, siger talspersonen.

De ansatte i Field's har endnu ikke haft mulighed for at komme ind i bygningen, da politiet fortsat undersøger stedet.

- Vores førsteprioritet har været at hjælpe politiet og give medarbejderne professionel hjælp, siger Stine Rysgaard.

Hun siger videre, at når politiet har afsluttet sine undersøgelser inde i bygningen, vil arbejdet med at få Field's tilbage til normale rammer begynde. Det vil ske i "den nærmeste fremtid".

Hun siger ligeledes, at Field's håber inden længe at kunne sige mere i forhold til genåbning af centeret. Indtil videre er det meldt ud, at Field's genåbner 11. juli.

På pressemødet udtrykker talspersonen desuden sin medfølelse til ofrene.

- Vi er enormt berørte og påvirkede over situationen. Vores tanker går til ofrenes familier og til de biografansatte, der har mistet en kollega.

- Vores tanker går ligeledes til kunder i Field's, særligt de sårede og dem, der oplevede hændelser på nærmeste hold, siger Stine Rysgaard.

Tre personer, herunder en ung biografansat, mistede livet i søndagens skyderi. Yderligere syv personer blev ramt af skud. 20 personer pådrog sig skader, da de flygtede fra bygningen.

Den formodede gerningsmand blev ved et grundlovsforhør mandag eftermiddag varetægtsfængslet i 24 dage på en psykiatrisk afdeling.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064